Kontrakt på 3 fertilitetsbehandlinger
Aftalen omfatter et behandlingsforløb på maximalt 3 ægudtagninger og som led i dette ægoplægninger hvis muligt, og dertil 2 ekstra behandlinger med ægoplægning med æg fra frys (FER behandling) med i pakken. Prisen er jf. gældende prisliste. Denne pris omfatter alle samtaler, kontroller, skanninger, lovpligtige HIV og Hepatitis prøver, ægudtagninger og ægoplægninger efter aftalens indgåelse indtil graviditet opnås indenfor 3 gennemførte ægudtagninger/ægoplægninger eller 2 FER behandlinger.
Aflyses en behandling før ægudtagning, påvirkes forbruget af ægudtag/ægoplægninger ikke.
Ydelser ikke omfattet af pakken
Der vil være et tillæg til pakken ved ekstra ydelser, såfremt disse ikke er inkluderet i den pakke du/I har valgt f.eks. Assisteret Hatching (AHA), ICSI, TESA og donorsæd - se venligst den gældende prisliste.
Medicin anvendt til behandlingen er ikke inkluderet og afregnes særskilt med apoteket.
Graviditet
Kontrakten anses for fuldført og afsluttet ved fødsel af mindst 1 levende barn, også selvom du kun har brugt 1 forsøg i pakken.
Betaling
Ved aftalens indgåelse eller inden påbegyndelse af behandling indbetales pakkens pris til VivaNeo Ciconia Aarhus ved overførsel til klinikkens bankkonto: Nykredit reg.nr. 8117, konto nr. 0004321485, IBAN nr.: DK4181170004321485, SWIFT adr.: NYKBDKKK.
Behandlingsperiode
Den samlede behandling skal gennemføres indenfor en tidsperiode på 24 måneder regnet fra aftalens indgåelse. Hvis denne tidsperiode overskrides uden aftale om andet og uden at hele behandlingsforløbet er gennemført, bortfalder Ciconias pligt til at yde yderligere behandling.
Aflysning af behandling
Hvis der under behandlingen er omstændigheder, som gør, at behandlingen ikke kan udføres, eller at der ingen udsigt er til graviditet, da kan kontrakten tilbagekaldes. I sådanne tilfælde har Ciconia ret til at modtage betaling for behandling i forhold til aktuelle prisliste for enkelt behandlinger med ekstra opkrævning for ICSI, TESA, AHA, FER og donorsæd. Vi anbefaler oplægning af de nedfrosne æg/blastocyster før opstart på en ny frisk hormonbehandling.