Hormonbehandling i fertilitetsbehandlingen
For at modne flere end et æg, end du normalt gør, er hormonbehandling næsten altid en integreret del af fertilitetsbehandlingen. Vi tilpasser den hormonbehandling, som giver dig de bedste muligheder for at blive gravid. Dette gør vi vejledt af din historie, cyklus, indledende blodprøver og ultralydsscanning.
Hvornår bruger vi hormonbehandling?
Hormonbehandling bruges altid i forbindelse med IVF-/ICSI-behandling, idet vi ønsker, at der skal dannes flere æg, end det ene, som du normalt udvikler hver måned. Hormonstimulation bruges også i de fleste tilfælde ved insemination.
Hvis du skal have dine optøede, befrugtede æg lagt op, bruger vi hormoner til at optimere slimhinden, så den er klar til at tage imod det æg, som skal lægges op.
Den optimale balance
Vi har altid fokus på at sikre de bedst mulige forudsætninger for at opnå graviditet med den optimale hormonstimulation, og samtidig minimere risikoen for hyperstimulationssyndrom (OHSS), som er en komplikation, hvor kvinden danner for mange æggeblærer.
De typer medicin vi bruger i vores behandling, bliver hele tiden optimeret og fornyet, således at vi sjældnere oplever komplikationer. Dog er behandling en hårfin balance i forhold til at stimulere nok og ikke for meget, du kan derfor opleve at dine æggeblærer ikke udvikler sig nok eller at du producerer for mange – hvorfor du når du starter som fertilitetspatient skal væbne dig med tålmodighed og lytte til vores råd og vejledning hele vejen.
Mulige bivirkninger ved hormonstimulation
Hormonstimulation kan være forbundet med bivirkninger og risici, som du bliver informeret om ved den indledende samtale.
Vi tilrettelægger en individuel plan for dig og vælger det hormonpræparat og den dosis, som vil være bedst i din behandling. Vi kontrollerer undervejs din udvikling med ultralydsskanning og justerer dosis ved behov.
Mulige bivirkninger ved hormonbehandling kan være lidt hovedpine, træthed og oppustethed.
Risiko ved hormonstimulation
Ved en hormonstimulation er der en risiko for overstimulation (OHSS), når der dannes mere end 20 follikler i en behandling. Dette viser sig i mindre grad ved færre follikler. Vi forsøger at undgå denne komplikation ved at stimulere individuelt og forsigtigt. Alligevel reagerer nogle kvinder uventet og kraftigt på hormonstimulationen.
Symptomerne på OHSS kan være udspilet mave, underlivssmerter, kvalme/opkastning, øget tendens til at føle sig forpustet eller vandladningsbesvær. Det kræver oftest behandling og indimellem få dages indlæggelse på sygehuset, hvor man får væsketerapi.
Er du i tvivl eller utilpas under din behandling skal du bare kontakte os i klinikken og kan også træffe os på vagttelefonen – numre udleveres ved behandlingsopstart.